“Etikken er en fluffy størrelse. Den ændrer sig”. Eske Willerslev er ved at forklare mig, hvordan vores holdning til kloning af uddøde dyrearter med sikkerhed vil rykke sig over de næste årtier.
“Tænk på silikonebryster. Dengang de begyndte at komme frem, var der en stor afstandtagen fra, at man går ind og ændrer på kroppen. I dag er det ikke noget, der løfter mange øjenbryn. På samme måde er der mange, der har den holdning, at vi ikke skal røre ved noget i naturen – at der er en grund til, dyrearter er uddøde, og at de derfor skal forblive uddøde. Men det vil rykke sig”.
Jeg er på besøg hos Sektion for GeoGenetik i København, som i løbet af en kort årrække har markeret sig som en af verdens førende forskningsinstitutioner inden for områder som fossil DNA, evolutionsbiologi, miljøhistorie og menneskelig migration. “Vi punkterer gamle myter – og kommer med bedre forklaringer på nogle af de helt store spørgsmål i menneskets og de andre dyrs udvikling”, står der selvsikkert på sektionens hjemmeside. På væggene i sektionsleder og professor Eske Willerslevs kontor hænger forsider i plakatstørrelse fra Nature, Science og Cell, tre af verdens mest højtprofilerede naturvidenskabelige tidsskrifter.
Siden vi interviewede Willerslev til allerførste nummer af dette magasin i 2010, er der sket meget, både karrieremæssigt for den verdensberømte danske genforsker og også inden for de områder, han arbejder med. Især har vores forståelse af menneskets forhistorie rykket sig langt i takt med den hurtige udvikling i genforskningen. Nu genbesøger vi Willerslev for at følge op på pointerne fra 2010 og få en frisk dosis forudsigelser.
“Dengang sekvenserede vi enkelte genomer fra fortidsmennesker”, forklarer Willerslev og peger på den ene af plakaterne. Den forestiller Inuk, fortidsmennesket hvis arvemateriale Willerslev og hans kollegaer kortlagde i 2010. Kortlægningen af Inuks genom førte til et gennembrud i vores forståelse af, hvordan mennesker migrerede den lange vej fra Nordøstsibirien til Grønland for omkring 5.400 år siden. Det var banebrydende forskning i 2010, men feltet har allerede rykket sig langt siden.
“I dag er vores studier på flere hundrede genomer. Der er sket en hurtig udvikling i, hvad vi kan. Og den vil forsætte”, siger Willerslev. “Inden for et årti vil størstedelen af menneskehedens historie være kortlagt. Ikke kun levende mennesker, men stort set alle kulturer, der har eksisteret på kloden inden for de sidste 30.000 år”.
Teknologisk udvikling er den store drivkraft for de hurtige fremskridt, der er sket i genforskningen. Det bliver billigere og lettere at kortlægge store grupper af menneskers arvemasse, blandt andet fordi dataopbevaring bliver billigere, og computerhastigheden stiger.
“Vi er nået til et punkt, hvor vi snart vil kunne sekvensere stort set alle organismer på Jorden. Og det vil give os et indblik i helt nye biologiske sammenhænge, som vi ikke ser i dag”.
Blandt Willerslevs forudsigelser fra 2010 var, at vi inden for få år ville se kommercielle udbydere tilbyde sekvensering af almindelige menneskers genomer. Og han fik ret. I dag kan du sende en vatpind med lidt spyt på til USA og få foretaget en kortlægning af din arvemasse hos firmaer som 23andMe eller Ancestry. Er du europæer, vil du blandt andet få at vide, hvor stor en del af din genmasse, der stammer fra neandertalerne, som beboede kontinentet indtil for 40.000 år siden. Gennemsnittet ligger på omkring 2 procent.
Hvor ser Eske Willerslev genforskningen bevæge sig hen, hvis vi i dag kigger 10 år ud i fremtiden?
“Vi vil få en langt bedre forståelse af oprindelse og årsagen til sygdomme, der har en genetisk komponent, blandt andet diabetes, cancer og en række mentale lidelser. Og vi vil inden længe vide langt mere om patogener og deres historie, fordi vi vil kunne genoplive sygdommene og studere dem”, fortæller han.
“På den måde kan vi være bedre forberedte, hvis en historisk drabelig sygdom genopstår”.
DEPRIMERET HJEM FRA KINA
Videnskabsfilosoffen Thomas Kuhn skelnede mellem to faser i naturvidenskabelig forskning. Revolutionær videnskab og normalvidenskab. Den revolutionære fase er der, hvor store nye opdagelser og erkendelser rykker ved vores antagelser om verden og baner vejen for nye videnskabelige paradigmer – tænk Newtons tyngdekraftslove eller Darwins evolutionsteori. Normalvidenskab er alt det oprydningsarbejde i laboratorier og forskningsinstitutter, der kommer efter den revolutionære fase. Her er mindre eventyr og mere puzzle solving, kategorisering, skalering og forfinelse af teorier og teknikker. I dag er genetisk forskning på vej fra sin revolutionære fase og ind i sin normalvidenskabsfase. Feltet er modnet, og der er færre ubekendte end dengang i 2010.
“Jeg har det bedst, når det felt, jeg arbejder i, er ungt, eventyrligt og uforudsigeligt. Lige så snart der kommer mange andre forskere til og feltet bliver veletableret tænker jeg på at forlade det og finde noget nyt. Der skal være pionerånd og eventyr over det. Jeg trives bedst i den jomfruelige forskning”.
Er noget af vildskaben og risikovilligheden gået tabt i videnskaben? Afgjort, mener Eske Willerslev.
“Jeg kan huske, da jeg startede som videnskabsmand. Før det var jeg eventyrer. Jeg tog ud til Sibirien for at indsamle genstande og mammutknogler. Der var altid lidt pionér over det. Da jeg begyndte på universitetet, troede jeg, at de år havde været spildt. Det er forkert. Her på stedet tager folk ud på ekspeditioner – jeg ser det som en vigtig del af det videnskabelige samarbejde”.
“Relativt set er der i dag for meget detaljearbejde og for lidt ny opdagelse. En af grundene er pengesystemet i den akademiske verden”, forklarer Willerslev.
“Der var for nylig en kollega, der sagde det sådan her til mig: dem, der får pengene i dag, er the best of the average. Det er ikke dem, der går ud og laver noget, der er usikkert. I dag skal du nærmest vide, hvad du får i den anden ende, når du starter et projekt. Men det er sjældent der, du bryder ny is. Det er trist”, siger han.
Den udvikling vil få store konsekvenser for vestlig forsknings internationale konkurrenceevne, mener Willerslev.
“Jeg er kommet deprimeret hjem fra Kina, fordi jeg har set Vestens fald der”, siger han. “De kinesiske forskere er ligeså langt fremme teknologisk, som vi er. Og de er mindst lige så hårdtarbejdende som os. Det eneste, de mangler, er de ting, vi er ved at give køb på i Vesten, men som ellers har været vores fordel: kreativitet og risikovillighed”.
“I Danmark og i Vesten siger vi, at der skal være bedre sammenhæng mellem forskning og industri – og man afsætter ikke mange penge til palæontologen, der sidder og roder med dinosaurknogler. Men det er den helt forkerte måde at tænke på. Vi glemmer, hvor sindssygt vigtig prestige er, når vi skal tiltrække de bedste forskere. De er ikke interesserede i høje lønninger til dem selv, men i penge og muligheder til at bedrive deres forskning”.
Palæontologisk forskning går måske ikke direkte ind i en grisefabrik eller i en pille, men det giver nature-science papers, forklarer Willerslev. Og det har kineserne forstået, selvom de er nye i spillet. Palæontologi har i de seneste år oplevet et boom i Kina. Det begyndte i 90’erne, da en landmand i landsbyen Sihetun fandt verdens første fossil af en tydeligt fjerklædt dinosaur. Siden da er der fundet over 40 nye arter alene i området omkring Sihetun. Det har tiltrukket top-palæontologer fra hele verden.
“Det er den vildeste reklameværdi for Kina som et sted at lave forskning. Så når de slår stillinger op, vil de bedste forskere gerne derhen. Det er det, vi er ved at effektivisere os væk fra i Vesten. Med mindre vi ændrer vores tilgang til videnskaben, bliver vi indhentet. Det kan godt være, det først vil være om 15 år, men det er min forudsigelse”.
“Vi har brug for mere grundforskning, mere kreativitet og en højere grad af risikovillighed. Vi skal bruge mindre tid på de ting, der ikke producerer noget som administration og kontrol. Jeg taler med den ene politiker efter den anden. De synes ikke at forstå det. Så jeg har en forudsigelse mere: Hvis nogen vil gøre mig til forskningsminister og give mig 10 år, så vil vi stå et helt andet sted, end vi gør i dag. Giv mig 10 år på den post”.
VIDENSKAB OG POLITIK
Eske Willerslev er ikke den slags akademiker, der pakker sine politiske holdninger ind i uendelige mængder forbehold og disclaimers. Og han er heller ikke bleg for at udtale sig om emner, der går udover forskningspolitik. Hans egen politiske observans er i høj grad blevet formet af den nye forståelse af menneskehedens fortid, genforskningen har givet os, fortæller han. Især når det kommer til spørgsmål om indvandring og integration:
“Jeg plejede at være langt mere kritisk over for indvandring. Jeg så det som et seriøst problem og som en situation, der var meget unik i historien. Så opdagede jeg, at det var den ikke”, siger han.
“Jeg lærte i skolen, at Eske nedstammer direkte fra stenaldermanden. Men vi ved i dag, at det ikke er sådan, det er foregået. Nordeuropæeres genetiske sammensætning er blevet formet af den ene indvandring efter den anden. Og når man kigger rundt i verden, ser man, at dem, der har blandet sig på tværs af etniske skel, er dem, der har klaret sig bedst”.
I 2016 medvirkede Eske Willerslev som ekspert i DR’s store dokumentarserie, der skildrede danskernes historie fra oldtidens jæger-samlere og frem til det 20. århundrede. Og her fyldte emner som migration og indvandring også meget. I de første par afsnit blev der blandt andet lagt vægt på, at de første mennesker, der beboede Danmark var små og brune i huden, og at Egtvedpigen, det måske mest berømte danske bronzealderlig, faktisk kom fra Sydvesttyskland. Helhedsindtrykket var, at danskerne, og nordeuropæerne generelt, altid er blevet formet genetisk og kulturelt af indvandring og udveksling. Det er næppe tilfældigt, at snittet blev lagt her, når indvandring, etnicitet og kultursammenstød netop fylder så meget i debatten i dag.
Men er bronzealderen et godt udgangspunkt for at danne sig et politisk ståsted, når det kommer til komplekse problemstillinger som migration og integration? For Willerslev er der ingen tvivl om, at vi kan og bør tage ved lære fra historien. I hvert fald kan den give os et perspektiv på højaktuelle problemstillinger.
“Det, vi gennemgår nu, er sket mange gange før. Homogene samfund får indvandring. Der kommer konflikt og vold, og der dannes heterogene grupper. Så begynder de forskellige grupper at have sex og få børn, og over tid danner de så en ny homogen gruppe. Så kommer der en ny indvandring, og så starter det hele forfra”.
“Jeg mener, at indvandring er en forudsætning. Vi kan godt diskutere, hvor mange vi skal tage ind, og hvordan vi håndterer integration. Den fordel har vi i dag sammenlignet med i bronzealderen. Vi kan lave en kontrol af det. Men indvandring skal vi have, og de må også gerne være forskellige fra os genetisk. Faktisk er det ofte en fordel”, siger Willerslev.
FORSKNING SOM VÆRN MOD POPULISME
Vores samtale bliver afbrudt, da en kollega banker på døren – vil Eske have shawarma eller smørrebrød til frokost? Helst smørrebrød, men han beslutter, han hellere vil spise efter interviewet.
Jeg spørger ham, om der er brug for, at forskere og intellektuelle blander sig mere i samfundsdebattens svære emner? Ja, mere end nogensinde før, mener han.
“I populismens tid er det de lette, usaglige og dårligt overvejede beslutninger, som florerer. Populisterne kan identificere de problemer, der ikke bliver taget hånd om – men de er dårlige til at finde løsninger, der er sunde for samfundet. Der er brug for, at folk, der lever af at tænke, regne og skrive, går ud og bliver ved med at blande sig og udfordre de dårlige beslutninger”.
“Hvis dem, der bestemmer i dag, havde den evne til at se fremad, ville vi ikke have de store problemer, vi har. Det er ligesom klimaet. Man handler først, når man ser konsekvenserne. Det er helt klassisk. Rettidig omhu vil gøre den vestlige verden virkelig stor gavn i de her sammenhænge”.
Klima- og miljøhistorie er endnu et af Sektion for GeoGenetiks højaktuelle forskningsområder, og forskerne har blandt andet undersøgt forbindelsen mellem klimaforandringer, menneskelig aktivitet og de store istidsdyrs uddøen.
Det behøver næppe gentages, at vor tids klimaforandringerne også kommer til at få omfattende konsekvenser, både for dyrelivet og for menneskelig migration. FN forventer op mod 200 millioner klimaflygtninge inden 2050, og andre estimater sætter tallet til helt op mod 1 milliard mennesker. Er det en ekstraordinær situation, eller har den fortilfælde i historien?
“Klimaproblemstillingen er måske den største udfordring, vi som art har stået overfor. De migrationsmønstre, vi ser nu, er ingenting i forhold til det, der kommer til at ske. Den massive befolkningstilvækst, der er på vej kombineret med klimaforandringerne, vil sætte store dele af verdens befolkning i bevægelse. Og jeg tror, vi vil blive stillet til regnskab for det i historiebøgerne. Vi var den første generation, der vidste, at klimaforandringerne var drevet af menneskelig adfærd, men vi tog ikke hånd om det i tide”.
Hvad med den såkaldte sjette masseudryddelse af verdens dyrearter, som biologerne siger, vi mennesker har sat i gang. Hvilket perspektiv giver forhistorien på det?
“Arter forsvinder, det er fuldstændig naturligt. De fleste arter overlever ikke mere end fem millioner år”, siger Willerslev. “Men tabet af artsmangfoldigheden foregår nu med en hidtil uset hastighed. Det kommer til at skabe kæmpestore problemer for os”.
Den måske eneste formildende omstændighed i alt det er, at uddøen takket være kloning og genmanipulation af fortids-DNA ikke nødvendigvis behøver være permanent. Så lad os afslutte lidt mindre dystert. Kommer vi til at se mammutter traske rundt i naturen i vores levetid?
“Det tror jeg bestemt. I stedet for kun at have rensdyrhorder rendende rundt oppe i Sibirien, kunne du have horder af mammutter. Det kunne også blive kommercielt interessant. Pludseligt kan du få en flere tons tung bøfproducerende mammut til at løbe rundt deroppe. Hvem vil ikke gerne smage en mammutbøf?”.
